Vandkraftforundersøgelser ved Maniitsoq - Sukkertoppen

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlige aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2007 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

I 1981 blev jeg sendt til vandkraftforundersøgelser ved Qapiarfiup, Manittsoq  for Grønlands Tekniske Organisation, efter jeg havde været i Sisimiut og Buksefjorden samme sommer. Også i Qapiarfiup skulle jeg etablere paspunkter med henblik på fotoflyvning og fotogrammetrisk udtegning af kort, således at vandkraftpotentialet kunne bedømmes.

Det er nok det mest stenede sted, jeg har været i mit liv (link til Google Earth), bortset fra den omanske ørken.
Selv i Oman var der mere liv ude i den mest øde ørken.

Selv om det var et ekstremt øde og dødt sted, havde det så sandelig sin egen skønhed.
I baggrunden er det indlandsisen, som vælter ud over det hele.
Jeg beklager den ringe billedkvalitet; det var så godt som mit daværende kamera kunne klare det.

I hvert fald mens det var godt vejr.

Også her kunne det regne. Og regne. Og regne. Og regne. Og det var koldt. Og mit telt blev oversvømmet og ALT blev gennemblødt. Hold da op, det var trøsteløst.

Men ind i mellem kom vi videre med opgaven.

Vi skulle også lige inddrage en anden højereliggende sø ("530" på kortet ovenfor) i forundersøgelserne. Til det formål ringede vi (pr. radio) efter en helikopter. Grønlandsfly var villige, satte 23 passagerer af i Manittsoq (de var på vej til Søndre Strømfjord for at flyve til Danmark, og den flyver nåede de så ikke, men vi betalte MANGE penge for at få lov til at leje helikopteren i nogle timer))

Vi blev fløjet op til "is-søen". Meget flot sted med direkte udsigt til flotte gletschere i fremdrift. Og koldt var der.

Specielt da det begyndte at regne, og vi fandt ud af, at vi havde glemt sprit til kogeapparatet. Der var gode råd virkelig dyre. Vi fandt så ud af at hælde lidt benzin (som vi havde til gummibådens påhængsmotor) i spritbrænderen i kogeapparatet. Lidt ad gangen. Vi fik kogt maden, men kogeapparatet smeltede hurtigt til ukendelighed.

Men hvor var det dog smukt, når det gode vejr kom frem

Se, hvilken smuk gletscher

Nåmen vores holdleder - ingen grund til navne, men lad mig kalde ham Thorkild - var en person med et særligt temperament. Han forlod os studerende, da hans opgaver var færdige, og tog ned til Maniitsoq og indlogerede sig på hotellet, hvor der var varmt og dejligt og god mad. Og vi tre studerende fik så blot at vide, at vi skulle blive deroppe i det trøstesløse terræn, indtil vi var færdige. Han kom ikke og hjalp os. Der sad vi en lille uge i trøstesløs regnvejr og frøs, mens vores såkaldte holdleder Thorkild sad og hyggede sig på hotellet i Maniitsoq.

Heldigvis kom der så én dag med godt vejr, og det var umådeligt heldigt, fordi det var den sidste dag, før vi skulle hjem. Den gang i 1981 var der så få pladser på flyveren mellem Grønland og Danmark, at der reelt ikke kunne være tale om at flytte en pladsreservation. Så hvis vi ikke havde fået den ene gode dag, ville vi være kommet 1-2-3 uger senere hjem - måske; dvs. efter starten på semesteret på universitetet. Vores såkaldte holdleder Thorkild ville være taget hjem, fortalte han os over radioen, og ville have overladt os til terrænet og vejret. Det var godt nok en person med et særligt temperament, eller måske bare blottet for følelser.

I mangel på naturlige blomster...