Landskaber Denne side er sidst revideret d. 1. marts 2009
(foto: Malik Suleiman)
Landskabet eller naturen er den bærende oplevelse i et besøg i Oman. Der er så meget af den. Den er fuldkommen ægte (i en grad som man vist ellers skal til f.eks. Grønland for at finde). Og ikke mindst er den overraskende, fordi den indeholder både den forventede ørken, men så sandelig også meget andet:
Vand er der meget af i landet. Og hvor der er vand gror der meget. Selvfølgelig ikke så meget som i Nordeuropa, fordi vandet følger andre regler her; det ligger enten dybt nede i undergrunden eller flyder fra bjergene ned gennem bunden af wadi'erne (dalene) (wadi udtales med samme lyd som i det engelske ord "what" - ikke fladt dansk a).
Først lige tre luftfotografier til at demonstrere nogle af landskabernes
mærkværdige karakterer:
Alle mærkelige former antager disse wadi'er. Wadi er arabisk og betyder sådan noget med "sted hvor der løber vand". Det ville ikke være løgn at sige, at hele Oman er en stor wadi, fordi der altid på et eller andet tidspunkt løber noget vand - alle steder. Det er bare et spørgsmål om at vente, så kommer det.
Palmer og wadi hører sammen som fod og sok. Hvis bare der er lidt rindende vand, kan man pludselig stå midt i en lille romantisk oase.
Enkelte steder kan man føle sig hensat til Norge.
Andre steder er det vildt og voldsomt men smukt
smukt smukt (her Wadi Shab (link til Google Earth)).
Eller farverigt og fredeligt.
Men lige som det kan være fredeligt, smukt og livgivende, kan det, når det
regner, være vildt, voldsomt og farligt. Det regner faktisk en gang imellem i
Oman. Og så er det som regel voldsomt. Den lille hyggelige, smukke å herover,
udvider sig til noget stort, voldsomt og ulækkert, når det regner:
Det er dog heldigvis sjældent, der sker, så normalt er det bare smukt og
fredeligt.
Livet i landsbyerne er selvfølgelig tæt knyttet til wadi'erne, specielt dem med evigt rindende vand. Der dyrkes dadler og andet godt.
Og pludselig kan man tage sig en dukkert i en lækker bjergsø.
(link
til Google Earth)
Eller pjatte med at køre stærkt gennem vandet, når en wadi skal krydses.
Kysten er selvfølgelig flot og dejlig med blåt vand og klipper
eller dejlig sandstrand
eller mærkelig nor-landskaber:
Men det hele skal heller ikke handle om vand, selvom det i Oman som i Danmark er
grundlaget for vores liv. I Oman er der også flotte og dramatiske bjerge, som kan nydes
for det:
Dramatiske kløfter:
Samme kløft med yderst sjælden tåge (men ikke mindre dramatisk)
Eller hvad med indgangen til verdens næststørste hule (Majlis Al Jinn)
(link til Google Earth):
Bemærk, at der ligger en person på maven ovre på den anden side af hullet og kigger
ned. Nede i hulen er der plads nok til, at der kan stå syv stk. Boing 747 (Jumbo Jet) ved
siden af hinanden.
Der er mulighed for at abseile ned i hulen; 130 meter ned. Fint nok - nedad. Men
hvad så opad? Der skal klatres ad rebet. Jeg turde ikke forsøge, for hvad så
hvis man går i stå undervejs, fordi musklerne syrer til? Så er man bare færdig!
Man kan køre op på Jabel Shams, som er Omans højeste bjerg (3008 m.o.h.).
Oppe på toppen af bjerget er der en militærlejr og en radar. Så helt op kommer
man ikke. Men næsten helt oppe, kommer man til en spektakulær kløft.
Her i billedet skal man lige lægge mærke til de grønne partier midt i billedet.
Nederst til højre i de grønne partier aner man nogle terrasser. Det er en landsbys
terrasser. Landsbyen ligger lige til venstre for terrasserne (se fotos i "Landsbyer"). Fra top til bund er kløften på dette sted
800
meter dyb. (link til Google Earth)
(bemærk stien til venstre i billedet)
(bemærk at der står en person i billedet, ca. 40% ind fra
venstre og midt i det lodrette )
Oppe bag landsbyen i den store kløft er der en dejlig lille sø (som
selvfølgelig var livsgrundlaget for landsbyen (dvs. vand)). Sammen med søen er
der en flot lille drypstenshule. Der står en person midt i billedet.
Hvis man fortsætter helt op til kammen på Jabel Shams
kigger man pludselig ned ad nordvæggen, lige ned i hovedet på Balat Sayt. Den ligger ned
i en kæmpe-knæk-kløft i det vældige bjergmassiv.
For enden af den hvide linie (en vej) midt i billedet er der en grøn plet. Det er en
landsby.
Det virker, som om det er udsigten, de er gået efter, da de grundlagde landsbyen. Men
formodentlig er det mere tilgængeligheden til vand, der har bestemt lokaliteten.
På dette sted samlede vi en koranlærer op (han tomlede). Han havde været ovre i
landsbyen bagest til højre i billedet og nu skulle han hjem. Det tog ham normalt 8 timers
vandring op over bjergene. Sådan tilbringer han uge efter uge med at gå rundt til
landsbyerne i området - og kommer så hjem til sin egen landsby til week-end'en. Han
medbragte hverken mad eller drikke til turen. Han sagde, at det kunne han sagtens klare
uden.
Hist og pist må man smyge sig igennem sprækkerne.
På den ene bjergkæde regner det så ofte, at der gror store buske og træer oppe
på toppe af bjerget. Jo højere op man kommer, desto større bliver buske og træer. De
her træer og buske står i ca. 2000 meters højde. Det ser man f.eks. ikke i Alperne. Men
det kommer sig af, at temperaturen heroppe på bjerget er lige tilpas lun til
helårsgroning. Længere nede er det for varmt.
Flot stort træ i 2000 meters højde.
Udsigter der er saliggørende.
Pudsige køreture mellem flotte bjergvægge.
Flotte skyer - som kan resultere i disse enorme skybrud (se "transport
er en oplevelse")
Savanneagtige landskaber er der også i overgangen mellem bjerge og ørken.
Og så bliver det mere og mere goldt og ørkenagtigt.
Sandet kommer til ......
(foto: Said Mohamed Al Harthy)
Her på dette barske og øde sted findes en mindre geologisk sensation: Rudister
Saltørkner findes der nogle stykker af. Gammelt halvsalt som stadig ligger der. De kan være hvide eller slemmet op med mudder, hvis det har regnet nyligen. Men de er altid ulækre og farlige, fordi de kan se helt harmløse ud og så pludselige være sprøde og hule og ikke-bærende. Men uanset dette er der en imponerende uendelighed over dem.
(foto: Malik Suleiman)
Sandstensformationer:
Kyst med sand - som på selve hjørnet af den arabiske halvø tjener som æglægningsplads for de grønne kæmpeskildpadder. De mange spor i sandet er ikke fodspor efter beach-wolley, mens luffe- og gravespor efter skildpadderne.
Over disse landskaber i al deres skønhed og storhed er der selvfølgelig rig lejlighed
til at nyde solop- og nedgange:
(foto: Malik Suleiman)
