Hoi An

Ophavsretten til samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider) tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlig aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com

All photos on this web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2007 by Lars Brodersen.  E-mail: larslyn@hotmail.com

Da vi en dag i Na Thrang besluttede os for at drage videre mod nord (mod Hoi An) spurgte den venlige receptionist i hotellet, om vi ville køre i bil til Hoi An i stedet for med toget. "Øh ....". Jo, hans fætter, en regeringsmand med fin bil og chauffør var lige på besøg og de skulle mod nord, og da de hørte, at John og jeg skulle nordover, tilbød de at tage os med og at sætte os af i Hoi An. Trods alt en tur på 420 km i lige luftlinje. Ingen betaling, lutter venlighed. Meget forbløffende! Meget positivt. Hvor kan man dog blive glædeligt overrasket over den venlighed, der trods alt er i mange mennesker. Så af sted det gik mod Hoi An:

Bilen og de to venlige mænd, som tog os med. De var meget venlige og gode at snakke med.

Dette er hovedvejen på langs af Vietnam, fra Ho Chi Minh City i syd til Hanoi i nord.

Chaufføren kørte godt og hurtigt.

Jeg læste senere en statistik om trafikken i Vietnam; ca. 75.000 døde mennesker i trafikken hvert år i Vietnam, og det på trods af at der var så få biler. Men bevares, hvis de alle kørte så stærkt som vores chauffør....

Eksempel på farligheden: I vejsiden blev der bearbejdet ris. Chaufføren satte på ingen måde hastigheden ned, fordi der var arbejdende folk i vejsiden. Vi for forbi med 100 km/t.

Bemærk bussen øverst til højre i billedet. Den kom mod os. Ingen satte hastigheden ned af den grund.

Krigens efterladenskaber - ak ak ak ....
foto: John Boldreel Larsen

Der kørte pæne, store linjebusser mellem Hanoi og Ho Chi Minh City. Men alt kræver vedligeholdelse, og det var vist ikke lige busselskabets stærke side.

Men vi kom frem til Hoi An i fin stil og straks ser man et dejligt kort over byen. Det lykkedes desværre aldrig at finde ud af, hvad kortene fortalte. Link til Google Earth.

Hoi Ans livlige marked.

Fiskemarked og færgestation.

Det gik op for os, hvordan disse nyheder i radioen om "færge i Philipinerne sunket, 5000 personer omkom" skal forstås.

Hoi An var en fin lille by

En smuk lille træbro

Så var der i Hoi An nogle såkaldte kinesiske "Family Houses" med fine kinesiske ting.

Og den lokale rutebilstation

I udkanten af byen lå der nogle ganske pæne villaer

Slappe af på en cafe

Bemærk den tungt lastede transportbåd ude på floden

Om aftenen steg floden lige så stille og det blev vådt for fødderne at sidde på restauranten

foto: John Boldreel Larsen

Desperationen har mange ansigter. Denne mand foran sit fine hus bød os indenfor. Vi var på det tidspunkt godt trætte af hele tiden at blive tilbudt alverdens ting og sager mod betaling (ONE DOLLAR fra morgen til aften). Så vi spurgte venligt manden, om det kostede noget. Nej, det gjorde det. Du forventer heller ikke noget bidrag til husholdningen, når vi går igen. Nej, nej, det er helt frit og gratis, jeg vil bare gerne vise mit hus frem. Så vi gik ind.

Manden påstod, at det var familien seng (det store megasolide bord) og at han sov dårligt i en blød seng.

Venlig mand med mange familiefotografier og fotografier af besøgende. Også en gæstebog - og så anede vi jo lissom, hvor det bar hen. Og ganske rigtigt. Da vi brød op: "Please, would you like to give some money to keep my house in good shape". HA - lang næse. Jo, han fik sine 2 dollars.

En lille lokal kiosk. Dem var der ikke mange af.

Belært af de gode erfaringer med at køre i bil frem for med tog, fik vi fat i en taxa til at køre os til Hué (en tur på  blot 100 km).