Ho Chi Minh City
(Saigon)
Ophavsretten til
samtlige fotografier på dette web-site (http://www.larslyn.dk med undersider)
tilhører Lars Brodersen.
Kopiering og enhver anvendelse af fotografierne må kun ske efter skriftlig
aftale med ophavsretshaveren.
Kopier og brugsret kan erhverves ved henvendelse til larslyn@hotmail.com
All photos on this
web-site are copyrighted. Any un-authorized use is illegal.
Copyright © 2007 by Lars Brodersen. E-mail: larslyn@hotmail.com
Første stop på rejsen i Vietnam var i Cafe Mogambo i Ho Chi Minh City. Link til Google Earth.
Cafe Mugambo har en dejligt afkølet restaurant og en lille hotelvirksomhed.
Der gik jo ikke mange timer, før spørgsmålet dukkede op i sindet: Hvad i al
verden skulle amerikanerne (og franskmændene) dog i Vietnam? Svaret fandt jeg
aldrig; måske svaret er, at de intet havde at gøre dér.
Ho Chi Minh City en stor by med masser af aktivitet
Bambusstilladser
foto: John Boldreel Larsen
foto: John Boldreel Larsen
En af de sidste ægte kommunistplakater, jeg så
Og så midt i mylderet fine små anlæg
Mekong-floden, arbejdsplads og badeanlæg
Overalt, og det var virkelig overalt var der hele tiden 10-20 postkort- og
t-shirtsælgere omkring os. Hele tiden. Lige fra første minut. De var
selvfølgelig desperate efter at sælge (Vietnam var i 1995 et af verdens
allerfattigste lande), men hvad hjalp det os. Vi følte os voldsomt omklamrede.
Enkelte sælgere var søde og charmerende, som denne lille pige.
En venlig cyclo som for "one dollar" kører en hvor hen i byen det skal være.
I baggrunden den store fornøjelse om aftenen: På den encylindrede Honda 50 ccm
motorcykel tøffe rundt i midtbyen sammen med 100.000 andre og pigen på bagsædet.
foto: John Boldreel Larsen
Vi nåede da helt udenfor byen og fik set grønne palmer en masse (der skulle
følge mange flere), men efter den travle by, var det rart at se noget grønt -
selv om bådmotoren på ingen måde havde nogen støjdæmpning....
Da vi så kom tilbage og steg i land, var vi pludselig omringet af otte
vietnamesiske mænd, som insisterede på, at vi kun havde betalt for den ene
person. De ville have 15 dollars mere. Stemningen lagde ikke op til diskussion,
og den venlige ungersvend, med hvem vi havde lavet aftalen, var nu pludselig
ikke synlig, selv om han de to forudgående dage ikke havde veget fra vores side.
Så vi endte med at betale 30 dollars for tre timers bådsejlads; de tjente vist
en helt fin månedsløn der på ingen tid. Og vi slap for tærsk og knivstikkeri.
Således belært holdt vi os fremover til steder med mange mennesker og lavede
ingen særlige aftaler.
Det fine posthus fra franskmændenes tid. Foran i den fine lille park står en
statur af Onkel Ho (Ho Chi Minh), som vitterligen, det må man tilstå ham, gjorde
meget umådelig godt for Vietnam; han fik fx alle besættelsesmagterne smidt ud.
Banegården, også en meget fin bygning
Og en stor, flot, kristen domkirke
Masser af trafik. Kun få biler, men til gengæld masser af disse 50 ccm Honda og Yamaha motorcykler (2-taktere, så luften var overmættet med dårlig afbrændt benzinhørm).
Bemærk i dette billede det for Sydøstasien så typiske snævre venstresving
(damen med hvis kasket bagerst på motorcyklen). Ikke noget med stort eller sådan
almindeligt mellem-venstresving, nej, man sniger sig igennem den modkørende
trafik og runder snævert gadehjørnet. En særlig oplevelse, når man sidder
forrest på en cyclo.
Indgangen til krigsmuseet i Ho Chi Minh City. Det skulle vise sig, at der i
alle byer er et krigsmuseum, og at det i vid udstrækning, så skrækkelig og
væmmelig tanken end er, at det er en ganske betydelig del af kulturen i Vietnam
- krig.
Krigen mod amerikanerne betegnes logisk nok "den amerikanske krig" (hvor vi
vesterlændinge har lært at omtale den som "vVetnam-krigen". En kampvogn og en
bombe.
Et erobret amerikansk F-5A fly og en 212-helikopter
og en masse ikke-eksploderede granater
en guillotine brugt af franskmændene
Krigens ofre, portrætter af mishandlede vietnamesere
Billeder fra den vietnamesiske kamp mod besættelsesstyrkerne
Og så nogle meget indtryksfulde billeder af amerikanernes brug af kemiske
kampmidler, bl.a. napalm (benzin-gelé) og Agent Orange som lagde store strækning
øde; hvad i al verden skulle amerikanerne i Vietnam?
Og på trods af rædslerne i krigsmuseet var der selvfølgelig en souvenirbutik,
hvor alle mulige stumper fra krigen kunne erhverves for ingenting, sikkert også
en maskinpistol, hvis det var et ønske.
Ude på gaden igen og rart at se, at vietnameserne levede videre
Fine små buddhistiske templer
Et livligt marked
Det fra mange fortællinger berømte Rex Hotel
Når vi sådan gik rundt i byen og var omsværmede af postkortsælgere o.l. blev
vi til tider så desperate, at vi flygtede ind på restauranter og barer, bare for
at slappe af uden ustandseligt at skulle afvise de desperate portkortsælgere.
Barer og restauranter var det eneste fristed.
Fattigdommen lyste ud af byen i alle afskygninger
Der er i Ho Chi Minh City en "Chinatown", hvor der om muligt er endnu mere
"gang i den"
Flere særdeles finde templer af kinesisk oprindelse
De snoede dimser er ikke fluefangere, men derimod røgelsespinde
Ud på gaden igen i det myldrende Chinatown
To søde og frække drenge i skoleuniform
Men vi skulle videre op nord på. Med toget afsted til
Na Thrang, en tur på
320 km i luftlinje mod øst-nord-øst
Tilbage til Lars Brodersens hjemmeside-forside
Se også:
