Dyr og planter Denne side er sidst revideret d. 5. januar 2007
Flora og fauna i Oman er selvfølgelig ikke så rig som i en tropisk regnskov. Men alligevel.....
Hjørnet af den arabiske halvø bruges af de grønne kæmpeskildpadder som
æglægningssted (link til Google
Earth). Det er en kyststrækning på ca. 40 km, hvor de holder til og lægger
deres æg. De kommer igen og igen for at lægge æg. En skildpadde kan blive op til 150
år og hunnerne lægger æg hvert 25. år (i gennemsnit). Sæsonen for æglægning er i
juni-juli under monsunen. På det tidspunkt er vejret passende. Det vil sige blæsende og
ulækkert, og så kan skildpadderne arbejde i fred og ro for andre dyr og mennesker. Både
de lokale mennekser og dyrene (måger og ræve) elsker at spise skildpaddeæg.
Skildpadderne har derfor fundet deres modtræk og kommer i det ulækreste vejr. Nå, at de
kommer på det tidspunkt af året, er nu nok mest, fordi sandet da har den rette fugtighed
og dermed giver mulighed for at grave disse ½ meter dybe huller med lodrette sider, som
padden har brug for for at lægge æg.
Sommetider kravler de op tæt ved klipperne og kan have svært ved at finde vej.
På en god nat (d.v.s. ved nymåne) er der 4-700 skildpadder oppe for at lægge æg på denne lille stump strand (ca. 2 km lang, hvortil offentligheden har adgang. Resten af de 40 km skildpaddestrand er forbudt område (der er en skildpaddemyndighed i ministeriet)). Ved fuldmåne reduceres antallet af skildpadder, der kommer op for at lægge æg, til ca. 100. Dette store antal padder betyder selvfølgelig, at de delvist graver hinandens æg op, fordi der simpelthen ikke er plads til så mange. Efter 2 måneder kommer de små fridoliner ud og starter deres kamp for overlevelse. Kun ca. 1 ud af 1000 bliver til en voksen padde. Resten ædes af måger og havdyr, mens de er små. Hver hun lægger ca. 100 æg. De arbejder om natten, men nogle af dem kommer op fra vandet så sent for at lægge æg, at de ikke er færdige, når solen står op og så er der chance for at kigge og fotografere. Hele processen, fra skildpadden kommer op fra vandet og til den svømmer afsted igen, varer 1 til 1½ time.
Først graver den hullet ud med de små bagluffer, lægger æggene og derefter kaster
den sand tilbage med de store forluffer for at dække hullet. Derved bliver der gravet et
krater (sådan omkring hovedet), hvilket ofte fejlagtigt antages for at være stedet for
æggenes placering, men det er det ikke. Æggene ligger ca. ½ til 1 meter fra kraterets
centrum. Rævene lader sig narre heraf.
Og efter udmattende endt dåd, er det med at komme tilbage til det livgivende vand.
Læg aldrig en skildpadden på ryggen. Den dør af det.
Farvel og tak for denne gang.
Andre mærkelige dyr er det blå firben (og det er ikke, fordi den fryser):
En mærkelig træløber:
Bier er populære p.gr.a. honningen. Billedet viser ikke bierne selv, men derimod
bistaderne (med smuk udsigt), som er skabt af udhulede daddelpalmestamme
(midt-nederst i billedet til højre for træet):
Æsler:
Æslerne har tidligere været meget brugt som "lastbil". Men dens rolle som nyttedyr er ved at være udspillet. Det ses dog stadig hist og pist, at de bruges til at transportere varer. Få steder endogså som ridedyr. Det er hovedsageligt i bjergene, at de bruges. Men nu hvor de er blevet overflødige, render de bare rundt og bliver til vilde æsler. De spises ikke.
Geder derimod har stadig en vigtig rolle i landsby livet. Som kød og som malkedyr.
Men, men, men. Tidligere da mennesket indgik i den naturlige balance mellem de forskellige
arter af buske, træer, geder, mennesker o.s.v. var der ikke flere geder tilstede, end
balancen var indstillet til. Nu er mennesket trådt ud af denne balance p.gr.a. et
forbedret sundhedsvæsen (hvilket i sig er en glimrende ting). Dermed er flere mennesker
og for at gøre en lang historie kort: Kan man ikke blive andet, kan man da altid blive
gedeejer og -hyrde. Så antallet af geder vokser eksplosivt (ligesom befolkningen).
Biologer siger, at det er noget værre noget, fordi geder er brutale overfor buske og
træer. De sparker og graver rødder op og grovæder alt. Der er en ændring på vej i
biotopen - kan man sige. Buske og træer lider stærkt under gedernes hærgen. Men bortset
fra det, så smager de dejligt.
Ja, det er en ged, der har lært sig at spise direkte fra træet.
og en klatreged.....
Og ellers er kamelen selvfølgelig det dominerende dyr. De spises og malkes og bruges
som investeringsobjekt. Deres rolle som transportdyr er definitivt udspillet. Sultanen har
fastsat prisrammer for kameler for at holde styr på investeringsmarkedet (det er mange
hundrede millioner kroner, der er bundet i kameler, så det kan jo ikke nytte noget, at
markedet kolapser, bare fordi de ikke bruges som transportdyr mere). Vilde kameler findes
ikke. De er alle ejet af nogen. De går forholdsvis frit omkring, men finder sædvanligvis
selv hjem igen om aftenen.
To ensomme kameler undervejs i ørkenen.
En jæger og hans bytte.
Nogle steder fungerer kamelerne tilsyneladende som containerrotter. Her i
oliefeltet Fahud:
En mager kamelmor med sin kamelunge
Kameler transporteres. Formodentligt fordi den er købt for at blive slagtet
os spist til et bryllup:
Skorpioner (bvadr):
Enorme mængder af frøer:
Flamingoer:
Spøgelseskrabber:
som er ulækre med deres fremstående øjne og gennemsigtige udseende. De er også
flouroscerende om natten. Når de sidder der i vandkanten og vanden skyller tilbage, så
glimter de et kort øjeblik. Hele stranden kan være fuld af dem (sådan en 10 stykker pr.
kvadratmeter (det bliver til en del på en hel strand)) og så kan sådan noget blinkeri
være ret uhyggeligt.
Blomster og planter er her også (det her er et granatæble-træ i en gammel landsby):
Dadler på en palme, klar til at blive høstet. En daddelpalme bærer 20 - 50 kg pr. år.
Der høstes mellem juni og oktober, afhængig af sorten. Der er mange hundrede sorter.
Smagen er ganske forskellig i mellem sorterne. Man siger, at fire, fem daddelpalmer kan
brødføde en familie i et år. (Se også: Landsbyer).
Valnødder. Her i 1700 meters højde, hvor de får tilstrækkeligt med vand og ikke for
varmt vejr. Det er de store flotte træer nederst i wadi'en:
mandeltræerne blomstrer.
Så er her mangrove:
Minitræer i ørkenen:
Akazietræer med smukke mini-blomster omgivet af gigant torne.
Kæmpetræer. Det her gigant-træ står på toppen af Jabal Akhdar i 2400 meters højde. I
alperne er der knap nok græs tilbage i den højde.
Ensomt lille træ på flad klippe (i 2000 meters højde - jeg forstår det ikke).
Store træer ude i det mest øde og tørre område (skulle man synes, men der må jo
være vand ikke ret langt nede):
Selv i de store klitter, vokser der faktisk buske. De må leve af guderne ved
hvad. Jeg forstår det ikke.
Frankincense træet er en omansk specialitet. Det er herfra den fra bl.a. biblen kendte røgelse kommer. Det er saften (harpiksen) fra træet, der udvindes (aftappes), tørres og afbrændes. Det vil sige, man lægger det på nogle gløder eller noget andet varmt og så udsender det den dejligste duft. Harpiksen bruges fortsat som grundbasen i parfume (de af dem, der ikke er kunstigt produceret), hvortil der så tilsættes duftvariantioner fra andre duftkilder. Myrra (også biblen) er en tilsvarende harpiks fra en anden busk (træ), som er endnu sjældnere, og derfor stadig dyr, selv i Oman.
Frankincense træet vokser i et lille område i det sydlige Oman (og i et område af
Somalia), hvor der er nogle helt specielle klimatiske forhold, som man ikke finder andre
steder i hele verden. (Det har noget at gøre med monsunen og bjergenes form og
jordbundsforhold og sådan noget) (se også UNESCO World Heritage Site liste). På
satellitbilledet ovenfor ses det frugtbare område omkring Salalah som de røde arealer.
Frankincense træet vokser i kanten af dette område. De øvrige områder
udenfor det røde areal på billedet er præcist så golde og ufrugtbare, som farverne på billedet antyder;
død ørken. Afstanden fra kysten op til grænsen mod Saudi-Arabien (den øverste hvide
linier) er ca. 270 km.
Træet i sig selv er grimt, men jo vældig kostbart. Det gror frit omkring i naturen,
der på egnen.
Det er et Frankincense træ der til venstre.