Beijing i Kina
Kejseren i Kina,
det store forunderlige land Kina, som igennem tiderne har bragt os mange nyskabelser,
en mærkværdig kulturrevolution og
Mao Tse-Tung herskede her i flere årtier.

Jeg måtte derhen for at se, hvad det var for noget. I to omgange; i december 1996 og i august 2001.

Den Forbudte By set fra Kulhøjen. Stedet hvor kejseren boede og herskede.

Et mageløst bygningsværk i forrygende arkitektur. Et sted af uendelig skønhed og ophøjethed.
Link til Google Earth.

Stedet besøges af mange turister (99% kinesiske turister). Om sommeren er det frygteligt overrendt. Officielt hedder stedet "Paladsmuseet".

Trappen op til Den Højeste Harmonis Hal.

Hele centerlinjen i Den Forbudte By var forbeholdt kejseren. Således også denne store ud-i-et-huggede trappesten med masser af drager. Kejseren gik selvfølgelig ikke på stenen men blev båret op over den af sine tjenere. Dragerne er ens forbundsfæller i kampen mod de onde ånder. Derfor de mange drager på stenen, som kejseren skulle passere for at komme til de hellige haller.

Også dengang var statslederne grebet af paranoia. Hele Den Forbudte By er bygget på et 7 meter dybt og massivt stenfundament (for at forhindre fjender i at grave en tunnel ind).
Men sikke en skønhed i vinterens lave solstråler (med et uendeligt lille antal besøgende er der lejlighed til at sætte sig og filosofere over skønheden). Den Forbudte By hører med rette til på UNESCO's World Heritage Site liste.

Til venstre Den Mellemste Harmonis Hal og til højre Den Bevarende Harmonis Hal; centrum i Den Forbudte By med de allerhelligste haller, hvor kejseren udførte sine pligter og ritualer.

Stor skønhed i døre og bygninger. De høje dørtrin er konstrueret for at gøre livet besværligt for de onde ånder. De kommer nemlig krybende over gulvet og kan ikke finde ud af at kravle over et højt dørtrin. Smart nok....

Store porte med flotte scener.

På kanterne af hustagene ser man en række drager (anført at en person). Der kan være op til 9 drager i sådan en procession. 9 er et helligt tal i Kina. Hvis en bygning har 9 drager på taghjørnet, er det en af de allerallervigtigste og helligste bygninger. Jo flere drager, desto større beskyttelse mod de onde ånder. Almindelige menneskers bygninger havde ingen drager, kun hoffets og andre officielle bygninger kunne drage nytte af denne beskyttelse.
Mængde af drager var også et praktisk tegn til brandmændene om, hvilke bygninger de først skulle koncentrere sig om i tilfælde af brand.

Den Forbudte By er stor; ca. 1 km i længden. På kortet ser man den centrerede struktur: Alt det vigtigste befinder sig på centerlinjen. I nordenden af Den Forbudte By befinder sig de mange huse, hvor kejserens konkubiner boede. Der var også køkkenerne og alle de andre praktiske foranstaltninger for kejserens liv.
Der boede kun én mand i Den Forbudte By: Kejseren. Han havde et tusindtalligt stort antal eunukker og tjenerinder til sin disposition (foruden konkubinerne). Alle de "rigtige" mænd overnattede og boede udenfor Den Forbudte By.
Man kan spørge sig selv, hvorfor nogle mænd valgte at lade sig skamfere for at kunne tjene kejseren? Tjah, formodentlig var det et valg mellem skamfering med et liv i nogenlunde sikkerhed og velstand - imod et liv i usikkerhed og armod. Efter sigende døde halvdelen af alle eunuk-ansøgerne som følge af skamferingsindgrebet (som blev udført på en stol med hul i sædet).
Der skal have været ca. 70.000 personer ansat ved hoffet. Det kostede efter sigende også halvdelen af det kinesiske statsbudget at drive kejserens hof.

I dag ser mand Den Forbudte By i en forunderlig blanding af nyt og gammelt.

Smukke røgmaskiner, som blev brugt til at skabe røgfulde effekter til ceremonier.

En smuk have med forunderlige gevækster hører naturligvis til.

De mange store kar, man møder overalt i Den Forbudte By, tjente som brandspande. Den Forbudte By var efter sigende hærget af hyppige brande. Om vinteren er der bidende koldt (-10, -20 grader Celsius og en frisk tør brise fra nordvest (Sibirien)), så der er blevet fyret godt her og der for at holde lidt på varmen.
For at holde vandet i brandspandene flydende om vinteren, blev der konstant vedligeholdt bål under samtlige kar hele vinteren igennem.

Den kejserlige bærestol.

En smuk opstilling for tronstolene i de hellige haller. Bemærk de tre trapper, som går igen. Den midterste kun for kejseren, de andre for embedsmændene og tjenestefolket.

I december 1996 var det nemt at komme til at se disse tronstole. Men ikke i august 2001. Rigeligt med turister....

Den kejsergule farve var forbeholdt kejseren - i hele Kina! Derfor hedder farven kejsergul.

En af kejserens stole i et mere normalt lokale.

En vogtende drageløve i Den Forbudte By.

En postkortsælger udenfor Den Forbudte By

Fra Kulhøjen mod nord ser man, hvordan Bejing har udviklet sig. Lige omkring Den Forbudte By finder man (resterne af) embedsmandsboligerne; de såkaldte hutong'er. Det var en-etages byggeri for at forhindre, at der var nogen, der kunne kigge ind i Den Forbudte By. Som man ser på billedet, er Beijing anlagt på en uendelig flad slette. Udenfor hutong-området er byen vokset sig større med beton-boligblokke i alle afskygninger. Jo længere bort fra centrum, desto højere byggeri. Ude i periferien finder man moderne glas- og stålbyggeri.

Men vi tager lige på en tur rundt i hutong'erne. En pragtfuld oplevelse, selv om det er noget slidt. Man går rundt i midten af en 12 millioner-indbyggere kæmpeby og føler sig hensat til en lille landsby. Fredeligt liv føres der i hutong'erne. Efter sigende er det ret eftertragtet at bo dér.

Livet føres i roligt tempo.

Tre varevogne undervejs.

Kulsælgerne på deres runde.

En ældre mand og cykel.

En ældre mand på en cykel.

En flot port til en restaureret bolig i hutong'en. Man kan over døren se fire stolpe-ender. Det symboliserede tidligere, at her boede en vældig fin embedsmand. Fire var det fineste.

Her boede en lidt mindre fin embedsmand. Kun to stolpe-ender over døren. Men dog to! Der var masser af døre uden.

Sikke en statelig indgang at have til sin bolig.

Inde bag murene er der et fredeligt gårdmiljø. Her bor formodentligt én familie.

En børnehave

En ydmyg bolig

Der er også større gader i hutong-bybilledet med de lokale butikker. Men fortsat forholdsvist fredeligt.

Vinterditto.

Små butikker af den type, som man finder overalt i sydøstasien.

Det kan se ret fattigt ud - og det er det også. Manden nederst til venstre i billedet var en af ganske få kinesere, jeg så i Mao-uniform. Det var i 1995. I 2001 så jeg ingen Mao-uniformer overhovedet.

Og langsomt går billedet af byen over i almindelig forvirret storbybillede.

Udsigten fra mit værelse i Peace Hotel. Lige ned i en hutong. Umiddelbart bag ved disse ses 60'er betonklodser og ude i baggrunden de moderne glas- og stålhøjhuse.
Bystyret i Beijing er blevet bevidst om kvaliteterne ved hutong'erne, således at disse ikke længere rives ned for at give plads til højhuse.

Tænk om disse skønne hutong'er alle blev omdannet til sådanne RÆDSLER af boligblokke. Brrrr.....
En flok mennesker står og venter på bussen foran deres bolig.

Slagtergaden i nærheden af Peace Hotel. Det går jo fint om vinteren, hvor der er disse 10-20 graders frost. Men om sommeren må det være ret så "lækkert".

Så går det nok bedre med grøntsagsgaden.

Den sydlige ende af Den Himmelske Freds Plads - hvor man bl.a. finder verdens største MacDonald's.

Den gamle byport i den sydlige ende af pladsen.

Frysende vagter ved fanen foran indgangen til Den Forbudte By.

Jeg var der også....

Den himmelske Freds Plads er enorm - men smuk på sin egen særegne måde. Det er også dér Maos mausoleum står. Link til Google Earth.

Folket store hal, hvor partikongresserne med de 10.000 delegerede finder sted.

En lille pige med fin lyserød kjole forsørger sit ispapiraffald i den lokale gadefejers skraldebil.

Man møder fortsat kontraster - heldigvis - mellem nyt og gammelt.

Mange steder i gadebilledet møder man disse udendørs motionsrum. Til almindelig benyttelse. Sikkert et led i den almindelig folkesundhedsforebyggelse. Det var nu næsten udelukkende kvinder, der benyttede apparaterne.

Mændene sidder gerne i grupper og spiller forskellige former for brædtspil.

En gadekunstner er netop ved at skrive et navn med kinesiske skrifttegn, udført i smukke kunstneriske figurer.

En anden gadekunstner skrev "noget" på fortovet med to pensler og vand. Jeg ved ikke, hvad hun skrev. Der var ikke nogen i nærheden, der talte engelsk.

Almindeligt "rod" på fortovet i den indre by. '

Jordarbejdere. Manuelt arbejde i stor stil. Man ser næsten aldrig anvendelse af maskiner ved jord- og betonarbejder.

Gartnere

Interieur fra fødevarebutik. Og ved man, hvad det er, de sælger? Nej. Og de taler heller ikke engelsk.

  
To kinesiske damer. Til venstre en tjener i den fine Fangshan Restaurant klædt ud i et gammeldags kostume. Til højre vores moderne guide i 1995.

Apropos restauranter.


Bag dette beskedne indgangsparti i en baggyde i en hutong gemte sig en fantastisk restaurant; Li Family Restaurant. Den blev grundlagt af den tidligere chef-sikkerhedskok ved den sidste kejser hof. Da revolutionen kom, tog han opskrifterne under armen (kejseren fik serveret 124 retter pr. måltid - tre gange om dagen) og gemte dem under sin seng. Da der var faldet ro over tingene igen 40-50 år senere efter kulturrevolutionen, fik hans søn tilladelse til at åbne en lille restaurant baseret på disse imperiale opskrifter.

Normalt var der måneders venteliste for at komme til, men på forunderlig vis var der et ledigt bord, den aften jeg forsøgte mig. Restauranten var i familiens private stue (med alle deres private genstande stablet op langs væggene). To borde = to selskaber pr. aften. Jeg var det ene selskab. Ved det andet bord sad der to (hvide) mænd. Efter et stykke tid spurgte de mig, hvilken ambassade jeg kom fra. Beskæmmet måtte jeg jo tilstå, at jeg bare var turist.
Jeg fik besked om at være der klokken 18:30, fordi da startede menuen. Ikke noget med at vælge. De havde bestemt dagens menu. Det var bare at sætte sig til bords og lade sig betjene. Jeg arbejdede mig med fryd igennem 24 (pænt store) retter i allerypperligste kvalitet. Forrygende. Aldrig har jeg spist et så velkomponeret måltid. Formidabelt. Og sølle 240 kr (hvilket dog var lig med 1/4 månedsløn for en almindelig person i Beijing). Sikke en service og vejledning og forklaringer og det hele. Jeg blev båret gennem en gastronomisk oplevelse af astronomiske dimensioner.

Det var i 1995. I 2001 måtte jeg selvfølgelig forsøge at gentage succesen. Jeg bestilte bord 4 måneder i forvejen. Men ak - restauranten var blevet kommercialiseret. 5 borde var der nu. Kedelige lokaler. Spisekort og valg. Hastværk. Ingen omsorg for gæsterne. Retterne blev kastet på bordet i uskøn uorden. Men dog stadig mad i ypperste kvalitet. Og nu var det blevet dyrt. Ak....

Ude i periferien er der ingen forskel på Beijing og enhver anden moderne storby

Bortset fra at Bejing fra 1995 til 2001 voksede 4-5 km i radius og er nu ca. 30x30 km stor. Dét vokseværk er der vist ikke mange andre byer, der kan udvise

Enorme mængder af 6-8 spors motorveje. Ringveje. Broer, biler, busser, lastbiler. Larm og støj og møg.

En blandt mange motorveje i "centrum" af Beijing - en ganske tidlig søndag morgen i 2001. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det ser ud i dag i 2010 på almindelige arbejdshverdage. Uha.

Solnedgangen fra mit hotelværelse i 2001. Så hellere et hotel i centrum.

Nå, men der er også vældig dejlige scenerier i Beijing. Parker har de i store mængder. Her i centrum af byen en sø, hvor man kan leje en båd og sejle rundt - på egen hånd, med lejet musikkunstner (smukt guitarspil), med mad og tjenere. Alt kan købes for penge.

I Beihai parken kan man promenere sammen med millioner af lokale kinesere.

Dér finder man den flotte Dragemur, som står lige foran et stort tempel. Dragerne beskytter mod de onde ånder, som heldigvis også er for dumme til at dreje uden om en mur. Onde ånder kan kun bevæge sig i rette linjer.

Templet, der skal beskyttes.

Smukke haveanlæg i Beihai parken.

Apropos penge. Noget at det mest eksotiske og dyreste souvenir, man kan købe med fra Beijing, er cloisonné (også kaldet celleemalje).
En teknik i emaljearbejde hvor metalkanter (kobber) pålimes en vase (i dette tilfælde),

farve hældes i de derved fremkomne rum med pipetter,

de brændes,

og slibes (uden beskyttelse af nogen art; hverken fingre, ører eller øjne),

og VUPTI har man de mest fantastiske .... ja, jeg ved snart ikke.

Sådan en kæmpevase kostede i omegnen af 10.000 kroner.

I Beijing finder man også Himlens Freds Tempel, som var Kejserens tempel. Her kom han en gang om året for at bede for god høst og i forbindelse med krige for at bede om held og lykke i krigshandlingerne.
Ifølge kinesisk overbevisning (tidligere) er alt menneskeligt firkantet, mens det himmelske er rundt. Derfor er Himlens Freds Tempel det eneste runde bygningsværk (i det gamle Beijing).
Link til Google Earth.

Smuk og gennemført arkitektur præger Himlens Freds Tempel.

Dette er så STEDET, hvor det helligste foregik. Ovenpå den runde sten - i centrum af det runde - stillede kejseren sig.
Med det helligste tal 9 in mente, kan man iagttage, at der er 9 cirkler af sten omkransende den runde bedesten i midten. Hver af disse koncentriske cirkler er opbygget af et multiplum af 9 sten; den inderste cirkel indeholder 9 sten, nummer to cirkel indeholder 18 sten osv. indtil den yderste cirkel, som indeholder 9 x 9 sten. Sikke et håndværk at få det til at gå op.

Et lille kort over stedet

Naturligvis også flotte røgmaskiner ved Himlens Freds Tempel.

Og de moderne kontraster. (Temple of Heaven, UNESCO)

Sommerpaladset i det nordvestlige hjørne af Beijing tjente som kejserens sommerhus, når varmen blev for heftig i Den Forbudte By. Så drog hele menageriet ud til sommerpaladset, som var begunstiget af at ligge ved en sø, hvilket sørgede for lidt køligere temperaturer. (Summer Palace, UNESCO). Link til Google Earth.

Her finder man bl.a. verdens længste, dekorerede korridor (700 meter). Kejseren skulle selvfølgelig ikke udsættes for regnvejr under sine spadsereture i paladset.

Om sommeren er der millioner af kinesere....

Der er en pragtfuld Bonsai-have i sommerpaladset. Enormt gamle og flotte bonsai'er.

F.eks. et granatæble-træ (pomegranate) og et tempeltræ (ginkgo bilopa).

Et smukt og fredeligt hjørne.

Nydelig arkitektur - som dog med tiden bliver lidt ensformig at se på.

men med fantastiske udsmykninger. Overalt er der flotte malerier. Alle individuelle udførelser.

  
Drager til beskyttelse mod de onde ånder.

En (moderne) dragebåd hvormed man kan sejle rundt på søen.

Små annekser.

Nå, men vi slutter med en tur ud til Den Store Mur, som sine steder ligger ganske tæt ved Beijing (50 km til det nærmeste sted, Badaling; link til Google Earth).

På vejen derud passerer man Ming-gravene (UNESCO), hvor det interessanteste efter min mening nok er denne flotte allé med store stærke dyr

og grumme vagter.

Indgangen til Ming-gravene

En ganske almindelig grå, meget grå landsby på vej mod Badaling-afsnittet af Den Store Mur.

Det er jo simpelthen mageløst at opleve Den Store Mur.

Sikke et sceneri. Sikke en fantasi, der ligger bag det projekt.

Muren blev jo heller ikke bygget i ét hug. Der blev bygget på den i stumper mellem år 200 f.Kr. indtil 1600 e.Kr.
Den har aldrig tjent sit oprindelige formål: Forsvarsværk.

De afsnit, der er åbne for turister, er kraftigt restaurerede.

Men oplevelsen er ikke desto mindre formidabel. Jeg kunne have en drøm om at gå lange strækninger på muren (med rygsæk og overnatninger), men det lader sig nok desværre ikke gøre, fordi det som sagt kun er små afsnit, der er åbne for turister.
Om sommeren skulle dette Badaling-afsnit af muren være ekstremt tivoliseret. Helt ekstremt, så man næsten ikke kan sparke sig frem for postkortsælgere, t-shirt-sælgere, cold-drink-sir-sælgere. Men om vinteren er man næsten alene.

Kører man lidt længere væk fra Beijing, 110 km i nordøstlige retning, kommer man til et langt, langt mindre turistifiseret afsnit af muren ved Simatai. Nødtørftigt restaureret.

Kollega Marianne Bengtson efter den svedige klatretur op på toppen.

(The Great Wall, UNESCO)

Så må vi jo hellere slutte af med Verdensnaturfondens maskot og Kinas nationaldyr: Pandaen.

I Beijing ZOO holder de nogle pandaer

som smart nok var lidt aktive den dag, vi kom forbi.

Søde ser de jo ud.

Farvel og slut for Beijing.